Holdsæsonen 2013-2014 

   tilbage til nyheder               

Holdsæsonen 2013-2014 er nu slut. Og vi sluttede af med maner! Før sidste runde lå Frederiksberg nummer to i rækken. De havde ikke tabt en kamp i de første 6 runder. Men i turneringens sidste runde løb de ind i en øretæve af dimensioner mod et særdeles velspillende Tårnby-hold. Godt nok fik vi inden kampen overhovedet var begyndt en foræring, da de kun mødte op 7 mand. Det betød, at vores ene reserve, Børge Hansen desværre ikke kom i aktion. Uanset denne gave, så er konklusionen klar! Vi spillede effektivt og fik tæt på maksimalt udbytte af vores koncentrerede indsats.

 Det fornemme resultat betød at vi sluttede på en 3. plads a point med Brøndby, der dog havde to MP flere end Tårnby.

 En kort gennemgang af matchen:

 1. bræt. Brian spillede hvid mod Torben Schøller Larsen (2008) i en slags moderne åbning hvor sort hurtigt fianchetterer sin sortfeltede løber og afventer fremstød af bønderne i centrum. Jeg valgte en meget rolig opstilling - nogle vil kalde den passiv - hvor jeg selv afstod fra at søge terrænovervægt i centrum. Jeg må medgive at sort udlignede ganske hurtigt. Imidlertid overså han ganske banalt et bondetab tidligt i midtspillet. Han fik dog lidt kompensation i form af en aktiv løber. Senere i midtspillet lagde jeg voldsomt pres på f7-bonden og brød kombinatorisk igennem kongestillingen til en klar teknisk vundet stilling med 2 løbere + 2 bønder for et tårn. Torben kæmpede ufortrødent videre, men denne gang havde jeg tilpas god tid til at realisere gevinststillingen. Torben opgave trækket inden, jeg førte en bonde i mål. 1-0.

2. bræt. Kim spillede sort mod Francis Morini (1994) i spansk i en variant hvor hvid tidligt spiller d3. Måske en smule uambitiøst. Under alle omstændigheder fik Kim ganske hurtigt lige spil. Senere dominerede Kim a-linjen og vandt på en simpel taktisk overseelse af Francis en bonde. Stillingen var endnu ikke tydeligt vundet, da bønderne var på samme side og i een kæde. Kim forbedrede dog stille og roligt sin stilling og da hvid undgik en nærmest tvungen dronninge-afbytning vandt Kim forceret ved at kombinere en mattrussel med officersgevinst. En god arbejdssejr. 0-1.

3. bræt. Erik spillede hvid mod Ole Schøller Larsen (1931) i en franskmand. Lidt usædvanligt valgte sort at rokere langt og Erik havde endda en halvåben b-linje at spille i. Godt nok havde sort mulighed for at støde frem med sine h- og g-bønder og kunne have skabt modspil. Denne mulighed forpassede Ole dog og istedet fik Erik sat gang i et giftigt angreb, der pressede sort så meget, at han overså en simpel taktisk vending, der kostede et helt tårn. Så var kampen naturligvis slut. En dejlig kort dag på kontoret. 1-0.

4. bræt. Ebbe spillede sort mod Erik Jarlnæs (1790) i skandinavisk. Hvid spillede åbningen meget uortodokst. Kongen forblev i centrum og istedet stormede han frem på kongefløjen med sine bønder. Ebbe holdt dog hovedet helt koldt og afværgede effektivt hvids stormløb. I en logisk træksekvens blev dronningerne byttet og så tog man remis. Et naturligt udfald da stillingen var lige og chancerne ligeså. ½-½.

5. bræt. Ole spillede hvid mod Arne Schøller Larsen (1760) i en indisk åbning. Åbningen udvikler sig planmæssigt og er egentlig ganske lige, da sort med et uforsigtigt fremstød med sin bonde til c5, giver Ole et stærkt tryk mod en bundet Sd7 med Lb5 og Da4. Herefter fortsætter Ole forbilledlig positionsskak, hvor han træk for træk optimerer sin stilling og kombinerer trusler mod kongefløjen med bondegevinster på dronningefløjen. Sorts dronning ender på f8, hvor den desperat forsøger at dækker trusler mod h6, g7 og e7. Dette pres modstår sort ikke og bukker under kort efter. Smukt og effektivt spil af Ole, der igen i år snupper titlen som topscorer! 1-0.

6. bræt. Elof spillede sort mod Dennis L. Rose (1733). Elof stillede op som reserve for Erling. Jeg så desværre ikke kampen, men noterede mig med tilfredshed, at Elof hentede en remis. Elof har spillet de sidste tre runder for holdet og har gjort det rigtig godt med 50%, hvilket giver en lille ratingfremgang på 9 point.

7. bræt. Morten spillede hvid mod Jørgen Schøller Larsen (1580) mod en slags hollandsk opstilling. Morten fik en fin terrænovervægt og sort havde visse svagheder i kongestillingen. Imidlertid lykkedes det sort at stemme imod og holde balancen. Morten brugte relativt mere tid end sin modstander, dog uden at nå i egentlig tidnød. Morten valgte at tage remis, hvilket var et glimrende resultat også set ud fra matchens samlede stilling. ½-½. Det betød, vi kunne cementere sejren på hele 6½ - 1½.

8. bræt. Børge vandt uden kamp. 0-1.

 De individuelle scorer:

1. Brian 2½/7
2. Kim 5/7
3. Erik 4½/7
4. Ebbe 4½/6
5. Ole 5½/7 (TS)
6. Erling 0/3
7. Svend ½/4
8. Morten 1½/5

R. Bjarne M. 2½/5
R. Elof 1½/3
R. Karlo 0/1
R. Børge 1/1 

 Vi har i år været plaget af flere afbud end sædvanligt, derfor vil jeg gerne særligt takke vores reserver; Bjarne M., Elof, Karlo og Børge, der har trådt til, når det har knebet. Nogle gange endda med meget kort varsel. Jeg sætter stor pris på jeres indsats!

 På holdets grundstamme vil jeg fremhæve Kim, Erik, Ebbe og Ole. De har alle bidraget flot til årets pointhøst og har alle personligt præsteret bedre end (matematisk) forventet! Ebbe og Ole endda i en sådan grad, at de begge med stor margin passerer 1800 i rating. Nu forventer jeg naturligvis at begge d'herrer rækker ud efter den danske mestertitel.

 Endelig en ekstra lykønskning til Kim, der med solide 5 point mod mine magre 2½ point må være det naturlige valg til posten som ankermand på 1. brættet til næste sæson. "With great power comes great responsibility." (Voltaire)

 /Brian