Tilbage til nyheder

Kommentarer slutrunden 2015-2016

Kære alle!

 Nu kan vi gøre status over denne runde samt holdturneringen 2015-2016. Vi sluttede desværre turneringen med endnu et nederlag i fællesrunden mod Brøndby. Vi tabte 2-6, og stillede kun med 7 mand, da Morten var forhindret pga. arbejde. Kampen var for os i praksis uden betydning, da vi på forhånd vidste, at vi hverken kunne rykke op eller ned uanset resultatet. Dette faktum påvirkede muligvis motivationen. Omvendt havde Brøndby en oprykning at spille for, så det var et topmotiveret hold, vi mødte. Desværre for Brøndby manglede de ½ point for at sikre oprykningen. Nu sluttede de i stedet a point (34) med Damhus, men med dårligere korrektion.

 Tårnby sluttede på en 6. plads efter en ujævn turnering. Turneringen var utrolig jævnbyrdig, som I ved fra de tidligere rapporter. Efter de første 5 runder lå vi godt til side om side med Damhus på 2.-3. pladsen, dog med et kobbel af klubber i hælene. Det gik først galt i de sidste 2 runder, hvor vi mødte de to tophold. Godt nok viste Damhus og Brøndby sig som rækkens stærkeste eller bedst scorende hold, men det er ikke to skræmmende mandskaber, når jeg betragter deres holdopstillinger. Under normale omstændigheder er det begge hold, vi spiller lige op med. Nu er der bare tilbage at ønske Damhus og Brøndby tillykke med topplaceringen. De var utvivlsomt mest stabile igennem turneringen.

 Som nævnt tidligere tabte vi forrige kamp mod Damhus med et brag.

 På 1. brættet gik Kim med hvid ned i sin ellers elskede spanier med et par passive træk, som modstanderen udnyttede præcist. På 2. brættet kom jeg med sort skidt fra åbningen, men derefter stærkt igen og fik en vindende stilling. Desværre eksekverede jeg ikke – og afslog endda kynisk et remistilbud i partiets døende minutter en stilling, hvor jeg netop havde sat en kvalitet i slag men havde bedre tid end min modstander - for derefter at tabe. På 3., 4. og 6. bræt spillede Erik, Ebbe og Bjarne hurtige remisser. Pointmaskinen, Ole på 5. brættet havde med hvid et farligt kongeangreb, der så ud til at skære modstanderen midt over. Imidlertid forsvarede modstanderen sig koldblodigt og vendte et truende nederlag til sejr. Endelig måtte Svend og Morten på 7. og 8. brættet også ned. Svend plukkede bonde efter bonde i midtspillet men modstanderen havde til gengæld initiativ som i sidste ende førte til sejren.

 De individuelle scorer efter 7. og sidste runde:

1 Kim 4/7
2 Brian 5/7
3 Erik 2/7
4 Ebbe 4/7
5 Ole 5/7
6 Bjarne 2/7
7 Svend 2/6
8 Morten 1½/5

 I matchen mod Brøndby havde vi fået Elof med som reserve i stedet for Svend, der jo aldrig spiller den afsluttende fællesrunde pga. arbejde. Vi måtte lade 8. brættet stå tomt.

 På 1. brættet spillede Kim sort i Benoni mod Jacob Nielsen (2042). Kim foretog et dristigt fremstød med bonden til h5, hvilket viste sig at svække kongefløjen. Hvid satte et stærkt kongeangreb ind og selv om Kim forsvarede sig kreativt og sejt, kunne Kim ikke i længden modstå presset og tabte. 1-0.

På 2. brættet spillede Brian hvid mod en klassisk Dronningegambit mod Carsten Nielsen (2000). Det blev et positionelt parti, hvor sort i små ryk forringede sin stilling (bl.a et forhastet dronningefremstød på min dronningefløj og et ufornuftigt g6). Jeg trængte ind i c-linjen og udmanøvrerede sort, der opgav i 28 træk. 1-0.

På 3. brættet spillede Erik sort mod Palle Bent Andersen (1776). Erik tilbød fornuftigt nok remis tidligt i en helt lige stilling. Det afslog modstanderen, da Brøndby jo måtte spille sin chance for oprykning. Desværre fik Erik en trykket stilling, hvor hvid dominerede i centrum og senere lykkedes med at skabe en fribonde på dronningefløjen. Erik strittede længe imod, men slaget var tabt. 1-0.

På 4. brættet spillede Ebbe hvid i en variant af engelsk/c4 mod Petruli Petrovski (1777). Ebbe fik en kernesund stilling med god udvikling, men sorts stilling var tilsvarende solid og partiet var i fuld balance. Selv om Ebbe havde en mere aktiv stilling med dronning i centrum, var denne fordel af optisk karakter og man enedes endelig om remis – Ebbes modstander ønskede jo pga. matchsituationen at holde partiet igang så længe som muligt. ½-½.

På 5. brættet spillede Ole sort mod Anders Kjær (1748). Ole havde på forhånd annonceret, at han ville gå efter en hurtig remis, da resultatet jo holdmæssigt var betydningsløst. Så kunne han muligvis nå at deltage i anden turnering. Og det gik netop sådan. ½-½.

På 6. brættet spillede Elof hvid mod Johnny Borup (1745). Efter Elofs eget udsagn kom han hurtigt i modvind og fik aldrig modspil. Det blev et atypisk nederlag, hvor Elof aldrig fik gang i sit fine positionelle spil. 0-1.

På 7. brættet spillede en feberramt Bjarne sort mod Klaus Lynghøj Karstensen (1657). Klaus spillede en fremragende turnering med 5½/7 point. Bjarne holdt meget længe balancen – i et kompliceret midtspil var Bjarne en bonde nede, men han skabte med en meget aktiv springer vanskeligheder for hvid. Desværre lykkedes det til sidst hvid med taktiske midler at skabe en ustoppelig fribonde (alternativt ville Bjarne miste en officer). 1-0.

 Ole og Brian sluttede som holdets topscorer med 5/7 og faktisk endte vi som nr. 3 og 4 på top 20 listen over gruppens topscorer. Denne statistik kan hentes på http://holdskak.skak.dk/TeamTour/Table?teamTourGroupId=10&teamTourId=5

Vi holdt os i 1. række, hvilket var det helt afgørende mål forud for turneringen. Dette mål indfriede vi trods lidt grus i maskinen i de to sidste runder.

 Tak til alle for en engageret indsats i holdturneringen. Særlig tak til Elof for at stille op som reserve, når vi havde brug for det.

 /Brian