kommentarer Runde 6-7
Tilbage til nyheder

Kære alle,

 

En forsinket rapport fra vores sidste holdkampe. Fra forrige holdkamp mod Frederiksberg har Ebbe udarbejdet referatet og jeg har suppleret med mit eget parti. Referatet af vores seneste hjemmebanekamp holder jeg i meget overordnet form – der er desværre ikke mange lyspunkter at dvæle ved.

 

Frederiksberg – Tårnby 6.5 – 1.5 (18. januar)

 

Mod Frederiksberg var vi underdogs med en forventet score på 3 point. Desværre fik vi kun 1½-6½. Kim vandt, Ebbe spillede remis. Kim spillede stærkt, sluttede med mattrusler, to officerer og tre bønder oppe, først der gav modstanderen op. Ebbe kom bagud med en bonde efter stærkt spil på d-linjen af modstanderen, men kom til gengæld stærkt igen i et tårnslutspil, hvor Ebbe efter nogle trækgentagelser og passive manøvrer så sit snit til at trænge ind på modsatte fløj. Bonden blev vundet tilbage + en ekstra, men der fulgte en forceret remis, hvor kun konger og tårne var tilbage. Ole stod længe fint, en bonde oppe, men han røg ind i et ret flot matangreb fra den giftige Lars Orio. Også AP stod længe godt, men så smuldrede det. Mielow fejlede i lige stilling. Brian tabte mod ”Tricky” Dick Sørensen, da han i en spændende og fordelagtig stilling desværre gik i en klassisk, men smuk fælde.

 

Tårnby – Herlev 1 – 7 (30. januar)

 

Vi skulle denne gang møde topholdet Herlev hjemme. Det var forudsigeligt en stor mundfuld – de har mange stærke 1. klasse – og mesterspillere på holdet og var mand til mand stærkere ratingmæssigt med undtagelse af Kims modstander. Og netop Kim var den eneste som formåede at få point, endda et fuldt point. Det var et dramatisk kampparti, hvor Kim fik et fejende kongeangreb, men modstanderen havde forsvarsresourcer og angrebet skulle spilles meget præcist. Det lykkedes modstanderen at sno sig ud af det direkte angreb, men han havde brugt meget tid og i en slutspilslignende stilling lukkede Kim fint partiet. For resten af holdet, så strittede vi imod, men det holdt ikke i længden. Selvom Herlev er et stærkt hold og højst sandsynligt vinder gruppen, så må jeg nøgtern konstatere, at vi som hold underperformede i stor stil. Jeg er selv en af synderne, og står aktuelt til et ratingsmæk på 30 point. Havde vi som hold spillet op til de ratingmæssige forventninger, skulle vi have hente 2.5 point i denne kamp.

 

Det har desværre vist sig symptomatisk for denne sæson, og vi kan reelt ikke længere undgå nedrykning. Vi ligger nu på 7.pladsen 0.5 point foran Brønshøj, som vi møder i et reelt bundopgør i næste runde. Der er hele 5.5 point op til Øbro på 6.pladsen.

 

Lad os trods alt forsøge at holde Brønshøj bag os.

 

/Brian