Tilbage til stillingen 16-17

Kommentarer runde 3

Kære alle,

 

Tak for kampen mod Odysseus mandag d 5. december. Det blev et smalt 3 - 5 nederlag, men vi havde undervejs stillinger og chancer til mere.

 På 1 brættet spillede Brian sort mod Jesper P. Holm (1776) i Larsens åbning (1. b3). Den har jeg kun sjældent spillet mod, så jeg søgte bare at udvikle mine brikker naturligt. I midtspillet lykkedes jeg med at fremtvinge svækkelser i den hvide kongestilling og da hvids brikker samtidig koordinerede dårligt sammen, kunne jeg sætte et afgørende kongeangreb ind. 0 - 1.

På 2. brættet spillede Kim hvid mod Ole Munch-Pedersen (1769). Kim spillede e4 - jeg så ikke den konkrete åbningsvariant - men det så aktivt og offensivt ud. Det viste det sig dog, at modstanderen havde fuld kontrol på åbningssystem og -planer, og selvom Kim havde fin udvikling, var det lige spil. Modstanderen tilbød remis, men Kim pressede i stedet på. Desværre overspillede Kim, og sort vandt i slutspillet. 0 - 1. Det hører med til historien, at Kim havde overset, at vi faktisk skulle spille denne aften, og således var fuldstændig uforberedt. 

På 3. brættet spillede Ebbe sort i skandinavisk mod Claus M. Jespersen (1765). Det blev en åbningsvariant, Ebbe er meget fortrolig med og Ebbe fik også fint spil. På et kritisk tidspunkt i midtspillet laver Ebbe dog et ulovligt træk og som bekendt skal rørt brik flyttes. Det betød, at stilling reelt var tabt. Ebbe spillede dog videre med bedre tid og i håbet om gave retur. Desværre var hvid meget sikker i sit spil og til sidst måtte Ebbe strække våben. 1 - 0. Med 3/3 har Ebbes modstander, Claus fået en fremragende start på holdturneringen.

På 4. brættet spillede Ole hvid mod Simon Reusch (1733). Sort spillede Caro-Cann i systemet hvor hvid "jager" sorts løber med g4 og h4. Ole fik lov at lave det tematiske bondeoffer e6 (fxe6) og står på dette tidlige tidspunkt fremragende! Måske endda til gevinst. Desværre spiller Ole ikke helt præcist i de efterfølgende træk og vælger senere at ofre en officer mod sorts dronningfløj, hvor kongen har søgt tilflugt. Desværre holder sort sammen på stillingen og vandt efterfølgende på sin materielle fordel. 0 - 1.

På 5. brættet spillede Bjarne Mielow sort mod Steffen Petersen (1723). Jeg så desværre ikke partiet, men kan glæde mig over, at Bjarne endnu engang hentede point mod en væsentlig højere ratet modstanden med godt 150 ratingpoint flere end Bjarne. Det er virkelig en god sæson Bjarne har gang i. Virtuelt har Bjarne indtil nu sat 43 rating i banken.

På 6. brættet spillede Bjarne Mathiesen hvid i en rolig variant af Siciliansk mod Henrik Ørnebjerg (1607). Åbningen var dog ikke mange træk gammel (15) før Bjarne havde linet en spændende angrebsstilling op mod sort, der blandt andet indebar Lxh6. Herfra så Bjarne sig ikke tilbage. Med en stærk angrebspræstation blev modstanderen simpelthen udspillet og måtte opgive i træk 24. 1 - 0. Også denne Bjarne har gang i en fornem sæson og står netop nu til +30 virtuelle ratingpoint.

På 7. brættet spillede Svend sort mod Klaus B. Hansen (1584). Svend fik som sort en ganske presset stilling og forsøgte med næb og klør at forsvare sig. Ifølge forlydender havde Svend mulighed for kontrastød undervejs, selvom jeg ikke direkte så dette. Svend måtte dog ned til sidst efter modstanderen brød igennem med et kongeangreb. 0 - 1.

På 8. brættet spillede Andreas Peter som reserve i Mortens sted. AP havde hvid i en variant af spansk. I midtspillet begår modstanderen en taktisk fejl med Sh5, der tillader AP en bondegevinst i centrum. Herefter trykker hvid mod centrum, men det lykkedes sort at stemme i mod og i slutspillet afvikles til en helt lige stilling med uligefarvede løbere. Altså remis.

 Det er bemærkelsesværdigt, at nederste halvdel af holdet samlet har scoret flere point end den øverste halvdel. Særligt 2xBjarne har spillet stærkt. Tillykke med det.

 Når denne runde er slut, vil vi ligge på en 7. plads kun med Brøndhøj under os. For at undgå nedrykning vil det kræve, at særlig toppen løfter sit spil (eller bare får de forventede point).

 De individuelle resultater:

1. Brian 1.5/3
2. Kim 1/3
3. Ebbe 1/3
4. Ole 1/3
5. Bjarne Mielow 2/3
6. Bjarne Mathiesen 2/3
7. Svend 0/3
8. Morten 1/1
R. Andreas Peter Nissen 0.5/1

De 2xBjarne deler altså topscorer-værdigheden med 2/3.

Jeg glæder mig til at se jer alle i klubben om ikke før så til juleafslutningen d. 19. december.

Tilbage til nyheder

 /Brian